Indendørs lys – de optimale forhold, en begynderguide
I har bestemt emnet
Jeg spurgte, inden jeg gik i gang med denne række af indlæg, om der var nogen ønsker til temaer. Og et af gengangerne var; hvorledes man optimerer billeder, taget indenfor, hvor der ikke er så super meget lys at gøre godt med.
Det er et sindssygt godt spørgsmål – for mit vedkommende, så sker de bedste situationer sjovt nok altid i de underligste kroge af stuen, hvor lyset slet ikke er, eller en aften hvor det kun er det kunstige lys der er til stede.
Faktum er, at du kan gøre rigtig meget for selv at lede lyset din vej. Du skal blot holde godt øje med det.
Selvfølgeligt er det ikke super spontant at rykke barnet, og bede dem gentage succesen med det geniale ansigt, men for det gode billedes skyld, er det nogen gange det værd.
Jeg skal slet ikke være hellig! Jeg har mange elendige billeder af Ingeborg på min telefon, fordi det skal gå stærkt. Hun ser bare skide godt ud i øjeblikket, men tit så forsøger jeg at gøre det hele igen med lidt bedre lys.
Mobil eller spejlrefleks?
Uanset hvad du bruger af grej til at fange dine billeder, så handler det om at forstå lyset – og få det bedste ud af det.
Det fede ved at tage billeder med mobilen, er jo selvfølgeligt at det er nemt. Den er lige ved hånden når de uventede situationer sker. Men det har samtidig også den funktion, at det ligesom et stort spejlrefleks, redigerer dine billeder helt automatisk fordi det arbejder i JPG.
Det billede du ser på skærmen af dit spejlrefleks, bliver altid lige gjort en smule mere klart og lækkert når det er JPG. Det samme gør telefonen. Det er altså et mere færdigt billede der kommer ud. Det vil sige at hvis du arbejder med dit spejlrefleks, så vil et JPG (Den kvalitet der hedder noget med fine/medium/large/small ect.), give dig et redigeret billede, hvorimod et RAW, vil give dig flere data at arbejde med. Derfor egner det sig bedre til efterredigering. Men det er et andet indlæg, en anden dag.
Fotografens bedste tips
Her har jeg samlet nogle tips til at opnå bedre lys indendørs.
1. UNDGÅ MODLYS.
Fordi kameraet i din telefon nogen gange tænker LIDT for meget for dig, er det nødvendigt at vide hvad du gør. De fleste telefoner kompenserer for lys. Dvs. at hvis du holder kameraet imod f.eks. et vindue, vil det omkringværende blive helt mørkt. Det er fordi kameraet ikke vil have at der kommer overeksponerede områder.
I kender det sikkert alle sammen. Hvis man tager et billede lidt for langt nedefra, eller hvis man sidder med sit webcam i den bærbare med ryggen til et vindue…. Her er løsningen oplagt, altid at sørge for ikke at have modlys! Det fungerer simpelthen ekstremt dårligt på mobilkameraer!
Det er her lidt modsat med spejlreflekset. (Hvis du altså selv indstiller det). For her kan du styre hvor du vil lægge dit fokus på lyset, og kan sagtens få et oplyst billede i modlys. Men derfor vil baggrunden stadig brænde ud, og det vil være præcis samme resultat du opnår.
2. BEVÆG DIT KAMERA!
Telefoner har som oftest et genialt live view, så det er meget nemt at se hvordan lyset opfører sig bedst.
Generelt er det altid en god ide, at du har lyset i ryggen eller fra siden. Nogle kameraer har også live view, bare vær opmærksom på, at det ikke altid er helt nøjagtigt her, og at du altså tit er nødt til at tage et testskud.
Desuden så bruger det røven ud af et batteri, så hvis du er doven som mig, så bruger du søgeren her og tester af løbende.
3. TØR DIT KAMERA AF…
Det kan faktisk ikke gentages nok. Det værste ved mobilkameraer, er at de ligger i lommen/tasken/bilen/skoen/under dynen… De bliver voldsomt støvede. Også under coveret! Og det hjælper ikke noget at du tager et pænt billede, hvis det bliver forværret af støv og fedtfingrer. Faktisk kan lyset, hvis det rammer helt forkert, ”sætte” sig i fedtfingrene på linsen og ødelægge hele billedet. Heldigvis kan du jo bare prøve igen, efter at du har kørt det over med ærmet fra din bluse. ?
4. UDNYT
Udnyt den automatiske eksponerings-værdi. Min telefon, (Samsung, men sikkert de fleste andre smartphones), har en række indstillinger når du går ind i kameraet. Her er blandt andet en automatisk eksponerings-værdi. (Et lille + og -) hvor du kan skrue lidt op for lyset. Det giver en smule mere støj på billedet, men hvis det er for mørkt til ellers at få et billede er det måske en mulighed. Kameraet kan det samme, men det er ikke det første man skal vælge at ændre på. I et senere indlæg vil jeg gennemgå de tre parametre for bedre lys, ved manuel indstilling på kameraet.
5. FLYT DIT MOTIV.
Det siger ligesom sig selv, at man må rykke motivet efter lyset, både som nævnt ovenfor, i forhold til modlys, men også i forhold til hvor lyset kommer ind af vinduer. Nogen gange er der simpelthen bare et for skarpt lys ved vinduerne på den ene side af bygningen, til at det kan blive – på nogen måde – konstruktivt, og så er mit bedste råd at flytte dit motiv lige udenfor lyskeglen.
På den måde opnår du stadig det oplyste billede men uden de alt for hårde skygger, som ikke gør noget som helt godt for nogen.
Hvis du som jeg er så nærig at du har købt de helt billige, hvide gardiner i IKEA, som resten af din familie bander over når der kommer lysglimt i tv’et, så er du faktisk ekstra heldig i denne situation. De giver nemlig det smukkeste bløde lys hvis solen står direkte på. Så må familien se tv når det er gråvejr, og gå udenfor i stedet, ik.
6. SE HVAD DU LAVER.
Rigtig mange jeg ser tage billeder, både med mobil og kamera, tager bare løs. I stedet bør du kigge på billederne ind imellem. Hvis ikke det fungerer, er der absolut ingen grund til at bruge hukommelse og energi på en serie på 20 billeder. Kig lige ned i hjørnet på det lille eksempel imellem hvert skud, eller tjek skærmen ud på kameraet, så ved du om du er på rette vej. ?
7. FORSTÅ DIT LYS.
Lyset er hvad der gør billedet. Det er derfor faktisk den vigtigste ting at sætte sig ind i først, hvis du vil forbedre dine billeder.
Faktisk er dine billeder ikke andet end motiv og lys. Hårde skygger er generelt ikke flatterende for kvinder og børn, hvor du hellere vil opnå det bløde lys. Derfor er det en god ide, at gøre alt hvad du kan for at blødgøre lyset. Med en hvid t-shirt, et lagen eller lignende kan du få et super lækkert lys fra en skarp sol gennem vinduet, eller du kan som nævnt før, rykke dit motiv ind i skyggen, for at opnå en mere indirekte belysning.
Tænk over at næsen, pandehår, hat og lignende, alle sammen kan kaste skygger i ansigtet som ikke er gode. Hvis klokken er tolv og du er udenfor hvor solen står lige over dig, vil det ligeledes give sorte render under øjnene, hvilket de fleste af os kvinder sikkert gerne vil være os fritaget fra. ?
Mænd derimod kan klare lidt flere rå skygger og kontraster, men derfor skal du altid undgå at lyset rammer sådan, at områder bliver enten helt væk i lyset (udbrændt) eller sorte af skygger. Det er disse områder du kun med held kan redde, hvis du fotograferer i kvaliteten RAW med dit spejlrefleks. Men det er jo som alt andet en smagssag. Vær blot opmærksom på at kameraet ikke kan gemme de data som bliver ”væk” i lyset og skyggen, og at du derfor ikke vil kunne ændre mening senere.
8. DROP FLASH!
Det er blevet lidt en af mine pet peeves. Jeg ser det med det samme, og det gør så ondt i mit foto-hjerte, når et ellers smukt motiv bliver fotograferet som om det foregik i en køleboks i supermarkedet.Blitzen på mobil, og den indbyggede på kameraer, er virkeligt ikke noget værd!
Da jeg første gang skulle tage billeder på en workshop for mange år siden, med mit første spejlrefleks, vidste jeg ikke bedre, men det gjorde de 12 andre deltagere (alle mænd), som uafhængigt af hinanden alle tilbød mig et stykke gaffatape til at holde den nede. ? Jeg fandt dog hurtigt ud af, at mit kamera dengang havde en smart auto-uden-blitz funktion, og det har dit også ?Naturligt lys holder!
Er du total afhængig af at få noget kunstigt lys, og ikke ligefrem interesseret i at investere i mere udstyr, før det du har gider samarbejde, så kan du bruge den teknik der hedder at bounce lyset. Problemet med flashen i både kamera og mobil er at den er direkte og lige på, og derfor kan give nogle uflatterende skygger bagved, og samtidig gør billedet meget fladt. Som nævnt tidligere vil du gerne have blødt lys, som ikke er for skarpt.
Tag et stykke hvidt papir/karton eller et stykke pap med lidt sølvpapir viklet om, og brug det som du ville bruge et spejl til at lede lyset et andet sted hen. Altså hvis du holder det under blitzen i en 45 graders vinkel, vil lyset blive ledt op i loftet og derefter ned på motivet igen. Dette vil blødgøre lyset en hel del.
Det kan man så overhovedet ikke på min mobil i hvert tilfælde, da genierne der har lavet den har valgt at sætte den under linsen….. Man kan ikke vinde hver gang. ?
Del dine erfaringer
Det vil raskvæk altid være nemmest at gå udenfor på en let overskyet dag med et spejlrefleks med de rette indstillinger men nogen gange må man arbejde med hvad man har. Med alt dette sagt, så glem ikke at nyde, føle og se dit billede i stedet for at hænge dig i teknikken! Det handler alt sammen om æstetik, og vores er ikke ens. Del gerne dine bedste tips til naturligt lys indenfor på facebooksiden!
Tak fordi du læste med.
//Christine